Monique

Jeg er en frustreret sjæl og jeg slås med livet. Måske håber jeg en lille smule på at der vil komme et menneske, som kan se mig og åbne mig. Som kan hjælpe mig med at finde den balance og den fred med tilværelsen og mit flyvske jeg, som jeg længes så meget efter. Nogen, som kan provokere mig tilbage til nærværet og umiddelbarheden. Jeg føler jeg løber og løber, og der sker ikke en skid. Hvor er livet henne? Er det mig selv, der spænder ben for det? Men hvem skal jeg mon råbe af for at lokke autenciteten frem igen? Er det stædighed og en kraftanstrengelse, der skal til? Eller er det et spørgsmål om at holde op med at kæmpe og bare flyde med? Jeg er hovedrollens skæve veninde - hende, der ikke rigtig kan finde ud af livet og kærligheden. Der er dødvande og frustration. Og meget lidt dynamik. Hvor er de? De mennesker, man kan putte sig ind til, råbe af og dele noget med? Jeg har en mistanke om at det er mig selv, der har bygget boblen, men jeg ved ikke hvordan jeg sprænger den.