Monique

Jeg er en frustreret sjæl og jeg slås med livet. Måske håber jeg en lille smule på at der vil komme et menneske, som kan se mig og åbne mig. Som kan hjælpe mig med at finde den balance og den fred med tilværelsen og mit flyvske jeg, som jeg længes så meget efter. Nogen, som kan provokere mig tilbage til nærværet og umiddelbarheden. Jeg føler jeg løber og løber, og der sker ikke en skid. Hvor er livet henne? Er det mig selv, der spænder ben for det? Men hvem skal jeg mon råbe af for at lokke autenciteten frem igen? Er det stædighed og en kraftanstrengelse, der skal til? Eller er det et spørgsmål om at holde op med at kæmpe og bare flyde med? Jeg er hovedrollens skæve veninde - hende, der ikke rigtig kan finde ud af livet og kærligheden. Der er dødvande og frustration. Og meget lidt dynamik. Hvor er de? De mennesker, man kan putte sig ind til, råbe af og dele noget med? Jeg har en mistanke om at det er mig selv, der har bygget boblen, men jeg ved ikke hvordan jeg sprænger den.

Jeg sad hos en deprimeret kvinde i nat, holdt hendes hånd og sørgede for hun ikke var alene.  Når gråden forvred hendes ansigt og fik hendes krop til at ryste, holdt jeg hendes hånd lidt fastere og strøg hendes arm, så hun hele tiden kunne mærke jeg var der, lige der ved siden af hende. Og det var det eneste jeg kunne gøre - forsøge at vise hende mit nærvær og håbe på det om ikke ligefrem hjalp, så i det mindste var bedre end at være helt alene med tårerne. Mit nærvær var mit bedste bud på lindring. Når hun krøllede sig sammen og tabte sig selv i gråden og fortvivlelsen, kiggede hun mig ind imellem direkte i øjnene og sagde: “Jeg kan ikke klare mere.” Og mit eneste svar måtte blive et indfølende: “Jeg ved det godt.” For jeg kunne ikke se ind i hendes øjne og fortælle hende at hun nok skal klare det her også. At tingene vil lysne igen og at der er håb. Ingen ord ville være trøst eller lindring, for hun havde for længst mistet troen på at der kunne findes en vej ud, og hvem var jeg til at fylde hende med floskler, som blot ville få hendes desperate håb til at briste endnu engang. Så jeg sad der bare. Hele natten. Med hendes hånd i min.

Det er mit arbejde. Men derfor kan jeg stadig mærke tyngden i maven og sorgen ved at erkende at nogle mennesker ikke lever et lykkeligt liv. At mange skæbner ender i tragedie og at dét er livets barske virkelighed. Og jeg kan blive så bange - for at jeg skal være en af de skæbner. En af dem, som kæmper og kæmper, og alligevel ikke når i mål. For selvom jeg på 8 timer meget sjældent får indblik i mere end en lille flig af de uendeligt mange kampe, livet har budt på, så er én ting altid klar: at kampene er blevet kæmpet med næb og klør og alle de ressourcer dette menneske besidder. Men det står også isnende klart at nogle kampe ganske enkelt er for krævende - og at kæmpe ikke nødvendigvis ender med at betyde sejr.

Skal ikke i Urban

Tankerne kværner rundt i hovedet og der har været 1000 måder at starte dette indlæg på. For vil det nu være en god eller en dårlig idé at finde Monique frem igen, støve hende af og genopfinde vildskaben, der ikke er bevidst om sit eget kaos. For siden sidst har jeg fundet en hel del af den der ro og jeg længtes så meget efter, når Monique kastede sig frustreret rundt i (natte)livet. Men roen har mere karakter af indesluttethed end af ligevægt. Og måske må jeg erkende at hende jeg står op til hver morgen bare ikke er særlig rolig og sindig. Hun er fuld af frustration, tvivl, vrede, afmagt, ked-af-det-hed, selvom det sjældent for alvor kommer til udtryk som andet end tanker.

Jeg har følt mig så afkræftet det sidste års tid, så farveløs og totalt udsultet for alt der bare ligner passion og begejstring - intet af det, som før gav tingene indhold, har tilført mit liv mening det sidste år. En helt klassisk krise-reaktion, bemærkes fra min analytiske sidelinje. Jeg ønsker mig min passion tilbage. Min vildskab og min umiddelbare glæde. Den del af mig som er blevet kuet af uendeligt mange bestræbelser på at nå et ideal om komplet misforstået balance og elskelighed. I stedet for bare at møde mig selv. Måske kan Monique hjælpe mig til at finde ind til den sprudlende, forvirrede og helt igennem kaotiske kvinde, som jeg har brugt så længe på at ønske væk. Nu håber jeg bare hun ikke for alvor har forladt mig.

Jeg har gjort mit liv til et kapløb, opdagede jeg i dag. Det handler om at finde så mange fejl ved mig selv som overhovedet muligt og så udbedre dem. Helst så hurtigt at  det bliver med tilbagevirkende kraft. For jo færre fejl der er at sætte en finger på, jo bedre et menneske jeg er og jo mere styr jeg har på mig selv - jo lettere vil jeg være at elske. Og er der noget jeg er bange for, så er det at være uelsket.

Jeg voksede op med en far, der var så følelsesforskrækket at han brugte al sin energi på at flygte fra de følelser, der var uhåndgribelige for ham. Hvilket vil sige, stort set alle. Kærligheden til et barn var åbenbart særlig diffus. Jeg så ham hvert fald aldrig ret meget - der var altid en grund til han ikke var hjemme. Han arbejde, gik på jagt, drak øl med vennerne, krejlede eller alt muligt andet. Han var der aldrig. Og når han var blev jeg overhældt med kærlighedserklæringer og undskyldninger for at han ikke havde været der; jeg blev vred på ham, når han sagde han havde savnet mig. For jeg havde brugt så helt ufattelige mængder af energi på at få ham til at se mig, få ham til at bemærke mig og holde af mig. Jeg var villig til at gøre ALT. Hvis bare det betød han ville elske mig.

Hvis bare jeg kunne huske nogle af alle de ting jeg gjorde for at få ham til at elske mig, så ville det nok være nemmere at nå ind til smerten og give slip på den. Men jeg kan ingen konkrete episoder huske fra min tidlige barndom. Det har bare altid været sådan. Været sådan at jeg ikke blev elsket nok. Jeg gav mig altid, jeg formede mig altid. Jeg viste ham aldrig at jeg var ked af det, for det gjorde ham ked af det. Jeg blev aldrig vred på ham, for det gjorde ham vred og han kunne ikke styre sig, når han blev vred, hvilket gennem barneøjne blev til at min vrede var skyld i han kom ud i en situation, der var ubehagelig og ustyrlig for ham, så jeg bandlyste min egen vrede. Jeg fortalte aldrig, hvis jeg havde ondt i krop eller sjæl, for det gjorde far ked af at han ikke kunne gøre noget ved det. Jeg beklagede mig aldrig over ham, for så troede han nok jeg ikke elskede ham, og det gjorde jeg jo. Det var det eneste jeg gjorde. Jeg elskede ham så højt, at jeg gjorde hvad som helst for at vise ham min kærlighed. Hvis bare jeg kunne blive ved med at holde ham glad, så ville han nok elske mig. Hvis bare jeg gjorde mig fortjent til at blive elsket, så ville jeg nok få hans kærlighed.

Men jeg formåede åbenbart ikke at gøre mig fortjent til at blive elsket. Tværtimod blev han mere og mere fraværende op gennem min barndom og min vrede voksede frem. Jeg hadede ham for hans små kærtegn og hans kærlighedserklæringer. For de kunne umuligt være ægte. Jeg havde gjort ALT hvad der overhovedet stod i min magt for at han ville vise at han elskede mig, men han arbejde stadig mere end 10 timer i døgnet, han kunne stadig ikke finde ud af at give mig et ægte kram, der ikke skreg langt væk af dårlig samvittighed. Han kunne ikke finde ud af at VISE mig at han elskede mig. At jeg ikke bare spillede en birolle i hans forestilling, men at jeg havde hovedrollen. I dag ved jeg det er sådan det hænger sammen. At hele hans verden drejede sig om mig. Men det hjælper ikke den 5-årige Monique, der ikke blev elsket, selvom hun gjorde alt for det. Han lærte det 5-årige barn, der var mig, at ligegyldigt, hvor meget jeg prøver eller ikke prøver, så er jeg ikke god nok - til at blive elsket. Dengang begyndte kapløbet om at finde fejlene, der måtte være skyld i min uelskelighed. Jeg måtte gøre noget forkert; der måtte være en grund til han ikke kunne elske mig. Og den grund måtte jeg finde og gøre noget ved.

Kapløbet fortsætter. For jeg har mange fejl. Og gennem årene er tyngden af bagagen ikke blevet mindre. Jeg har smidt mange lig i lasten og der er mange ting, der påvirker mine reaktioner. Det hele noget, jeg mener skal laves om på. Min stærkeste side har jeg set som evnen til at få øje på alle svaghederne, erkende dem og arbejde med dem. Udbedre fejlene og forbedre min person. Jeg kan være hård ved mig selv, helt enorm hård ved mig selv, men sådan er det, hvis man virkelig vil nå nogle mål. Og det ville jeg. Jeg var helt besat af at nå i mål. Nå dertil hvor jeg var “hel” - hvor jeg kunne elskes. De to ting hænger bare ikke sammen. Problemet er nemlig at det er et uendeligt kapløb, jeg aldrig kan vinde. For det er ikke mig, der skal nå i mål for at min far kan elske mig, det er ham selv. Og mine fejl gør mig ikke uelskelig. De gør mig bare menneskelig. Det ved jeg godt med hovedet. Spørgsmålet er bare hvordan jeg får resten af kroppen til at stoppe op, trække vejret roligt, mærke efter - og melde sig ud af kapløbet om kærligheden.

Lige nu læser jeg Julia Camerons Kreativitet, som er en kreativ selvhjælpsbog til at få gjort op med de mange blokeringer vi har for vores kreative sider for at komme i gang med at være produktiv. Muligvis er det et lidt alternativt bud på en sommerbog, for normalt forbinder man (jeg?) sommerferielæsning med skønlitterære værker af forskellig tyngde - bøger hvor man kan læne sig tilbage og få en historie serveret. Denne bog er noget anderledes, da det her er dig der skal skabe historierne ved at udforske din kreativitet og se hvad du kommer frem til. For mig er sommerferien tid til at gøre noget af alt det man ikke ellers føler man har tid til - noget af alt det, man egentlig gerne vil, men ikke liiiige synes der er plads til i hverdagen. Men med sommerens lange dovne dage kan man godt tillade sig at være lidt rundhåndet med tiden til sig selv. Var der noget sjovere end at udforske sine kreative evner lidt?

Bogen er delt op som et 12 ugers kursus, hvor hver uge har et fokuspunkt og nogle forskellige opgaver, der har til formål at gøre én mere bevidst om sine kreative evner, og praktiske øvelser for at få gang i produktiviteten. Første uge bruges på at finde frem til alle de indre stemmer, der siger, man ikke kan være kreativ, mens øvelserne helt konkret går ud på at få fjernet de stemmer, fx ved skrive ned hvor de stemmer kommer fra og derefter erstatte dem med positive bekræftelser. Har man en idé om at kreativitet kun er for ”rigtige” kunstnere? At man ikke er god nok til at male/skrive/synge/hvad det nu er, til at man kan tillade sig at bruge tid på det - det er jo noget makværk, der kommer ud af det alligevel? At man har været god engang, men altså ikke er det længere? Efter den første uges opgør med sådanne blokeringer fortsætter øvelserne ellers ind i ens kreativitet, som bliver udforsket. Man bliver langsomt gjort mere og mere fortrolig med den og så at sige trænet til at håndtere den.

De færreste har 12 ugers sommerferie at tage af, men jeg mener helt sikkert man kan bruge bogen lidt, nåja, kreativt. Det er jo helt op til en selv, hvor meget krudt man vil lægge i det. Man kan sagtens læse den igennem og tage de øvelser eller kapitler man tænder mest på og så bruge dem i løbet af sin korte eller lange ferie. Opgaverne kan man også gå til med forskellig intensitet og målrettethed. Og det er fuldstændig ligegyldigt om man aldrig har lavet så meget som en papmaché-figur eller man er professionel - man skal nok få noget ud af den, det er helt sikkert.

Det er en inspirerende bog; Cameron skriver i et levende sprog, der fuldstændig afmystificerer den kreative proces og hiver den helt ned på jorden, samtidig med at hun i den grad formår at bevare og værne om magien. Alting bliver bare lidt sjovere, når man opdager sin indre legesyge kunstner, der ivrigt kaster maling på et lærred, ord over papir eller fanger et øjeblik med kameralinsen og Cameron får den oplevelse gjort tilgængelig for alle. Desuden kan jeg godt lide en bog, hvor man helt selv er herre over hvor meget man vil have ud af den og hvor mange timer den skal underholde. Med denne bog er det op til én selv om det skal være nogle timers ferielæsning eller om man ender med at opdage en kilde til stadig begejstring og fornøjelse.

Jeg har været et svin med mig selv og min krop. Jeg har givet mig selv væk for en slik til mænd, der var 20 år ældre end mig; mænd, der var gift; mænd, der var bedste venner; mænd, der var min egen bedste ven; mænd, der var rige; mænd, der var berømte; mænd, der var irlændere, grønlændere, kiwier, australier, amerikanere, franskmænd, canadier, tyskere, iranere; mænd, der var håndværkere; mænd, der var soldater; mænd, der var musikere og jeg kunne blive ved. You get the picture, right? Det er langt fra alle disse mænd, jeg har knaldet, men et eller andet sted er det egentlig ligegyldigt. Jeg solgte små eller store stykker af mig selv og min selvrespekt, hver gang jeg lod min verden dreje om dem. Som regel havde jeg altid minimum 2-3 stykker at jonglere med på en gang. Og I kender stensikkert typen.

Hende, der drikker sig lidt for stiv og er lidt for flirtende i baren. Hende, der er lidt for nem at overbevise om man godt kan tage hjem sammen. Hende, der altid beklager sig over at hun ikke ved hvordan hun skal håndtere ham her, når nu ham der har gjort sådan og hun egentlig mener sådan om en helt tredje. Hende, der hårdnakket påstår at hun altså ikke knaldede med ham!! Selvom alle ved (tror?) det ikke passer. Hende, der er for nem. Hende, man ruller med øjnene af eller rynker på næsen af - eller begge dele og lidt til. Hende var jeg. Jeg var skøgen, luderen, tøjten.

Mænd har været mit drug, min afhængighed. Det var min måde at flygte fra verden og smerten. Hver gang mændene grådigt lod deres slørede øjne glide over min krop, kunne jeg næsten glemme den store mørke kugle af sorg og svigt, jeg bar rundt på i brystet. Jeg vidste godt at det ikke var den rigtige måde at håndtere alting på, og blev jeg nogensinde i tvivl behøvede jeg bare at lade tungen glide hen over tænderne, når jeg vågnede i en fremmed seng; smagen af gammel øl og selvforagt var ikke til at tage fejl af. Men som regel forsvandt det hele, når tænderne blev børstet - om jeg spyttede det ud eller sank det, ved jeg egentlig ikke, men det føltes som om den forsvandt, smagen af selvdestruktion. Jeg kunne ikke selv se det klart, turde ikke, ville ikke. Jeg anede aldrig helt, hvad det var, jeg gjorde ved mig selv, jeg fulgte bare impulserne, der sprang frem i brystet. Impulser, der var så stærke at jeg ikke kunne overhøre dem.

Jeg lovede mig selv mange gange, at denne gang skulle være den sidste. NU var det slut med mænd. Og hver gang, hver evig eneste gang, dukkede der en mand op, som fik mig til at liste udenom al min beslutsomhed og lige ind i gamle mønstre. Eller vel nærmere vælte sanseløst beruset, for som regel var det efter at have drukket mig fra sans og samling med en fandenivoldskhed, der fik mig til at minde om en havnearbejder på trods af stiletter, make-up og en herlighed af glitterstads. Men det var en afhængighed, det var ikke bare et spørgsmål om at sige stop. Jeg tror, de færreste knalder mænd, de ikke ved hvad hedder, fordi de har lyst.

Jeg kunne bare ikke lade være med at finde ind i favnen på de der tilfældige mænd, som jeg skubbede væk meget hurtigere end de kunne tænke på at ville tæt på. Jeg havde ‘lært’ engang at jeg ikke var andet end min krop - at mit udkrængede hjerte ikke var det mindste værd. Og i hver eneste af alle de mænd, der har været inde og ude af mit liv søgte jeg efter nogen, som ville ruske mig og holde mig fast til tårerne begyndte at strømme og smerten løsnede sig. Jeg ledte efter en favn at finde hjem i, et trygt sted, hvor der var nogen der ville se forbi den høje promille og finde prinsessen inde bag mit fjerne blik.

Der var skam mænd, der prøvede. Der var faktisk mange mænd, der prøvede at nå ind bag de mystiske grønne øjne, der for en kort bemærkning glinsede af smerte, før de igen lyste op i et påtaget sorgløst smil. Men jeg skubbede dem alle sammen væk - der var ikke grænser for min kreativitet for at presse dem til at smide håndklædet i ringen, når de forsøgte at tage kampen op om mit hjerte. Egentlig var det vel et forsøg på at få dem til at kæmpe for min tillid. Det var et råb, om at det gjorde forbandet ondt indeni, når jeg var i stand til at volde dem så meget smerte. Men for hver gang de ikke kunne se forbi utroskab, indelukkethed, ondskabsfuldheder og generel grænseoverskridende opførsel, tvivlede jeg en lille smule mere på at der var nogen der kunne elske mig. For hver gang smed jeg en lille smule mere selvrespekt væk og gjorde det dermed endnu sværere at tro på det nogensinde kunne blive anderledes. For hver gang druknede skriget lidt mere i fornedrelse og den lille prinsesse begyndte selv at tro på det billede hun viste verden.

For selvom det billede jeg tegnede i fortvivlelse var et desperat råb om at nogen måtte se min smerte, så var det ikke smerte, verden så. Det var ikke medfølelse og forståelse, trøst og omsorg jeg blev mødt med. Det var foragt, nedladenhed og distance. Den 150 kg tunge dame i bussen vinder heller ikke meget sympati, vel? De er nok de færreste der tænker på hvor ondt hun må have indeni, siden hun kan få sig selv til at behandle sin krop sådan. Man ser manglende selvrespekt, ingen selvdisciplin, dovenhed, dumhed, ydmygelse - alt muligt andet end det, det egentlig er: smerte. Det samme gælder når tøjten vælter plørefuld rundt i baren og med meget primitive og ufine metoder fanger mændene ind. Selvom prinsessen fandtes derinde, så var hun nem at skjule under make-up’en. Hun blev ikke bare gemt, men også glemt.

For et par dage siden brød jeg grædende sammen, fordi jeg slet ikke kunne overskue både at have sovet over mig (10 timers søvn!? Så meget behøver man jo slet ikke!) og brugt resten af formiddagen på hygge og sex med kæresten. For tænk lige på alle de sider jeg kunne have nået at læse på de 4 spildte timer!! Vi snakker jo et helt EMNE af pensum! 4 timer, der bare forsvandt og hvert fald ikke kommer tilbage før efter eksamen. Totalt i opløsning over de der skide 4 timer sad jeg bare og tudede i sengen, selvom jeg havde de sidste repetationstimer på uni, der tikkede nærmere og nærmere, men jeg kunne slet ingenting overskue. Havde det ikke været for Kæresten var jeg bestemt ikke kommet ud af døren. Guldklumpen bevarede roen fuldstændig. “Gå ud og tør dit hår skat,” sagde han og hev mig blidt op af sengen, hvor jeg sad med et håndklæde snoet om håret og et par bukser halvt på. Så stod jeg så med den jævne strøm af tårer og snot ud af kraniet, fønneren i hånden og forsøgte at lade være med at tænke på andet end at få tørret håret, indtil Guldklumpen kom ud til mig og fortalte mig det var tørt nok, og stak mig en bluse i hånden, efterfulgt at en pakket taske, jakke, nøgler og et lille klem.

Den dag genvandt jeg nogenlunde roen efter at have været til timerne, men allerede næste morgen blev Guldklumpens kærlige tilnærmelser gudhjælpme afvist med et “Ikke nu, jeg skal læse. Måske senere, hvis jeg får læst det jeg skal”. A’hva?! Jeg kan da overhovedet ikke komme i tanke om en bedre måde at sige: “Tak for støtten!”!

Og så lige for at gøre billedet komplet, så kunne jeg ikke overskue at bruge aftenen på dansetræning, så der blev jeg lige hjemme og brugte i stedet tiden på… at køre mig selv op i en spids over at jeg ikke tog afsted, og brændte min partner af. Så jeg fik jo læst sådan ca…. 5?! sider.

Jeg får ikke svaret på mine veninders beskeder; ikke svaret på vigtige breve fra advokat, bank, brillemand osv.; har ikke gjort rent i 14 dage og er for længst løbet tør for rene tallerkener.

Min hjerne brænder fuldstændig sammen af stress, og jeg fatter egentlig ikke hvad det er jeg er så bange for? Altså come on. Dumper jeg, så går jeg til reeksamen og består.  Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lære det - jeg har måske bare brug for lidt mere tid end den sidste uge inden eksamen til at lære omkring 800 siders pensum..! Så worst case scenario er at jeg i stedet for 10 ugers sommerferie har 6. Pyyyh, ja, det er godt nok en svær en at sluge - AS IF! Det er 3 eksamener ud af… hmm.. minimum 50 på min bachelor. Og skal jeg være sådan helt helt ærlig, så ved jeg jo godt et eller andet sted at jeg ikke dumper. Selv hvis jeg gør, så holder kæresten ikke op med at elske mig af den grund, min bedstemor dør ikke af skam og solen holder nok heller ikke op med at stå op om morgenen. Lidt perspektiv ville måske være sundt!

Så den sidste halve time inden jeg smutter under dynerne, vil jeg hive persienner op (efter 3 dage) og lytte til regnen, der har trommet så hyggeligt på ruderne så længe uden at jeg har ænset det. Lave mig en kop lakridste og lige huske mig selv på alt det i mit liv, der ikke afhænger af de eksamener. Og at de alle 3 er overstået om en uge!!

Et styks sms sendt afsted til kæresten med tilkendegivelsen af at jeg godt ved han elsker mig. Og det resulterer da ganske naturligt i… panik?! Jesus altså, hvor er der stadig mange brikker der skal bankes på plads på øverste. Prøv lige at snak om angst nu her, mens jeg sidder og venter på hans svar! Jeg ved jo godt at han holder af mig. Han siger det og opfører sig som om han gør - så er det jo nok fordi han rent faktisk gør det! Ikke, Miss M?! Det ligger bare så dybt begravet i mig, det med at det ikke kan passe. Han sidder nok i den anden ende og tænke: “aaarj, nu styrer hun sig. Skru liiige lidt ned for intensiteten, altså. Jeg elsker hende jo ikke SÅ meget igen. Hvert fald ikke som hun åbenbart elsker mig. Jeeze, hun er godt nok forskruet og virkelighedsfjern.” Selvfølgelig tænker han ikke sådan. Det ved jeg godt han ikke gør. Men hvor virker det også helt surrealistisk at nogen som helst vil kunne reagere anderledes på min uforbeholdne kærlighed. At nogen faktisk bare ville kunne tage ind at jeg elskede dem - I ved sådan helt afslappet, som om kærlighed var en helt *synker* naturlig ting. Eller som om der slet ikke var noget mærkeligt i at elske mig..! 8O  Eller endnu mere mærkeligt: at jeg faktisk troede på det og ikke blev ved med at vente rædselslagen på den dag, hvor ’sandheden’ kom frem; at han måske nok havde brudt sig om mig, men aldrig uforbeholdent elsket mig. At jeg kunne være så letsindig, så tåbelig at tro på hans kærlighederklæringer - pfff, hvor naiv må man være!?

Naturligvis er det ikke noget min nuværende kæreste har noget som helst med at gøre, alle disse tanker. (Og så tikkede der i øvrigt -meget apropos- lige en besked ind, hvor han skriver, han kan mærke lykken.) Det er afgjort noget der stammer fra dengang jeg var sammen med ham, der flittigt bankede ind i knolden på mig, at min kærlighed ikke var god nok, at den var forkert og barnlig. Urealistisk. Krævende. Stressende. Påtrængende. Urimelig. Ubrugelig. Engang imellem gav han mig store kærlighedserklæringer, som jeg klyngede mig til og stolede på selvom alt andet pegede i en anden retning; fordi jeg vidste han elskede mig - i små glimt elskede han mig, og jeg ville så gerne tro på den kærlighed. Resten af tiden brugte han så på at modbevise den påståede kærlighed og det har sat sig som en dyb mistro i mig. Jeg skal ikke tro på kærligheden, for den bliver revet væk under mig en dag. Den viser sig ikke at være virkelig - for ikke nok med alle kærlighedserklæringerne blev flossede af handlinger af ligegyldighed og apati - så blev de også direkte benægtet. De blev henkastet bagateliseret og jeg blev hånet for nogensinde at kunne tro på dem. Og alle mine kærlighedserklæringer blev ligeledes mistroet, affejet og jeg blev kaldt naiv for at kunne elske ham - naiv, ung og uvidende. Min kærlighed var ikke ægte, sagde han. Ingen kunne elske ham, og hvis jeg kunne måtte det betyde at jeg ikke elskede rigtigt - sagde han. Jeg elskede noget jeg kun troede var ham, jeg levede i en lyserød boble og kunne ikke se hvem han egentlig var - sagde han. Min kærlighed duede ikke - jeg duede ikke. Alt det skal aflæres og erstattes med tillid og kærlighed. Men det kan lade sig gøre. For jeg ved godt jeg er elsket nu. Jeg ved det godt og jeg tror på det. Men det kræver også stadig mod at holde fast i det, og der er stadig meget aflæring to do.

Jeg holder om kærligheden, som en kvinde holder om et stjålet barn. Hele tiden på vagt for om nogen gennemskuer hende. Om nogen sætter spørgsmålstegn ved det lille barns brune øjne, når hendes egne lyser grønt. Konstant opmærksom på ethvert tegn, der peger i retning af mistænksomhed fra omverdenen. Kan nogen se barnet ikke er hendes? Evig frygt for at den rigtige mor skal dukke op en dag og kræve sit blod tilbage. Og at hun så vil stå tomhændet tilbage endnu engang med sorgen over at have tabt kærligheden og være helt alene. At lykken skal blive flået brutalt ud af hendes greb. Og hun ikke bare frygter det, hun næsten forventer det. For hun ved jo godt barnet ikke er hendes. At al den svulmende glæde hun føler, slet ikke burde plante sig i hendes bryst. For den tilkommer ikke hende. Hun skærmer den spæde ild der er blevet tændt i hende og som brænder stærkere for hver dag, der går uden hendes hemmelighed afsløres - troen på at det faktisk er hende forundt at føle hele den store lykke. Men samtidig tør hun ikke for alvor tro på det kan vare evigt. For hun ved jo godt barnet ikke er hendes. Hun ved godt hun har latteren på lånt tid, og at den hvert øjeblik det skal være kan blive revet ud af hendes greb. Sådan er kærligheden for mig - noget jeg kun har til låns, noget dyrebart, som jeg kan miste hvert øjeblik det kan være. Jeg går i en evig ængstelighed for at han en dag skal slå øjnene op og indse mit lille fupnummer: jeg er jo ikke værd at elske. Kærligheden er jo ikke mit barn. Men som kvinden, går jeg også med et ønske så inderligt, at jeg knapt tør tænke det af dirrende angst for at mit overmod vil blive straffet hårdt; jeg håber at der en dag vil dukke nogen op og fortælle mig, at barnet jeg har stjålet, slet ikke er stjålet. At det er mit - det selvsamme barn som forsvandt for mange år siden, og som efterlod hullet jeg ikke turde tro på kunne fyldes igen.

Halvanden times vals med lukkede øjne og det ene fokus at danse sammen - at føle og følge hinanden. Dyb, dyb koncentration om den ene ting at føle min partners mindste bevægelse. Alt omkring mig forsvandt - jeg ænsede ikke sveden løbe ned ad ryggen, opdagede ikke engang de dybe, kontrollerede trin fik mine lår til at jamre af mælkesyre. Jeg registrerede ikke sangene skifte og havde ingen idé om hvor mange valse, vi dansede på den måde - mine hænder i hans og med lukkede øjne, mens den intense koncentration og valsetaktens mantra skabte en trancelignende tilstand. Der fandtes intet andet end det næste trin. Intet andet end at følge ham ind i det. Sådan var gårsdagens dansetræning!

Det var fantastisk ikke kun fordi vi bliver pishamrende dygtige dansere af det, ikke kun fordi det var dansetræning - det var så meget mere end det. Kald mig bare lidt, nåja, stor i slaget, men det var sgu en træning i at leve; i at lade være med at tænke i planer og programmer, men bare at tage næste skridt i overensstemmelse med alting i nuet. Det var en øvelse ia t være tilstede - i at være 100 % tilstede ligenu, fordi man ikke aner hvad der kommer bagefter. At føle efter hvilken retning alting bevægede én og glide med i harmoni. Jaja, jeg ved godt det nu er ligefør der falder blomster ud af himlen og Buddha himself nynner med på valsetakten ( ), men helt seriøst: hvor var det en fantastisk oplevelse bare at lytte. At lytte til de signaler man fik og at turde reagere på dem. For det var også en del af øvelsen - at slå hjernen fra og turde bare at gøre det, der føltes rigtigt. Det var helt vildt at blive ført gennem svære trin, som man ellers havde fortænkt til ukendelighed og vups! ud af det blå gik de legende let. Fordi jeg holdt op med at tænke og stolede på at kroppen selv kendte trinene; selv vidste hvordan den skulle følge min partners.

Fantastisk var det at mærke tilliden vokse, ikke kun til min krops evne til at bevæge sig, men også til min partner. Med lukkede øjne måtte jeg stole på at han førte mig, at han blev hos mig så at sige; at han blev ved med at vise mig vejen. For wow, hvor kræver det forbløffende meget tillid at lukke øjnene og bare danse derudaf. Kan I forestille jer bare at løbe en tur med bind for øjnene og en ven i hånden, der fortæller hvornår der skal drejes, hvornår det går steljt op ad bakke og hvornår det går nedad. Forestil jer så at I også har høreværn på, så det kun er kroppens signaler man har at gå efter. Man er simpelthen nødt til at være partnere, til at stole på hinanden, at tegnene bliver givet korrekt på de rigtige tidspunkter og at der bliver reageret på signalerne. Og forestil jer så hvor stor en boblende glæde, det er at føle systemet fungere - mærke hvordan den mindste bevægelse kan få sig til at dreje til højre eller venstre, øge eller sænke tempoet eller styrken i bevægelserne. Jeg er stadig høj af de to timers vals i går. Jeg kan stadig mærke magien, da jeg begyndte at turde. Turde stole på kroppen og på ham - turde danse uden at tænke på trinene, men bare gøre det. Gøre det til meget mere end trin - gøre det til en dans.

Jeg er stadig bare en lille pige, der desperat forsøge at råbe de voksne op. En lille pige, der ikke ved hvordan hun skal finde ordene til at rumme hendes smerte - en pige, der ikke ved, at der overhovedet findes ord, der kan rumme smerten. Den smerte, som jeg ikke engang helt selv ved hvor kommer fra, men som bare er der. En smerte, der kommer til udtryk gennem afmægtige handlinger, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Den overvælder mig fra tid til anden i smerteeksplosioner - som om væggene af kassen, hvor den er gemt, bliver sprængt i stykker og den gennemvæder hele kroppen. Og så bliver jeg en lille pige, der stamper i jorden og vræler hysterisk. En lille pige, der ikke vil holdes om, fordi hun tror det bare gør smerten værre. Men også en lille pige, der håber, der er en voksen, der kan gennemskue den smerte, hun ikke selv kan, og som vil insitere på at holde om og holde fast til den går væk. En voksen som vil forstå hende, når hun bliver besværlig, utilnærmelig, rapkæftet, højtråbende, ondskabsfuld og hvad hun ellers kan finde på af undvigemanøvre - som egentlig slet ikke er undvigemanøvre, men alle som én råb om kærlighed og forståelse. Jeg er stadig den lille pige, der gør alt for at blive hørt og set, som sparker, slår og bider, for at der skal være nogen, der opdager hende, opdager hun forsøger at fortælle, noget er galt, at noget gør ondt. Den lille pige som ikke aner hvad der foregår indeni, andet end at det gør ondt, ondt, ondt og som bare reagerer på smerten. Den lille pige er stadig mig…

Men den voksne, der forstår og elsker hende, hun vokser så småt frem indeni.

Vi har besluttet os for at se om vi kan få det til at fungere - om vi kan være et par. Vi kommer til at bruger enormt mange timer sammen før vores kroppe kender hinanden og før vi bliver harmoniske, men vi vil virkelig det her begge to, så jeg håber og tror på, det bliver både sjovt og smukt. Altså… Vores dans, forstås. Endelig er jeg i gang med at danse igen!

Vi har allerede nu brugt rigtig meget krudt på at komme hinanden nærmere udenfor gulvet - der er gået mange, mange timer på bare at være sammen og tale om alt muligt. Men mest os selv. Vi har indforstået taget en beslutning om at gøre en indsats for at komme til at lære hinanden at kende, så hurtigt som muligt. Så vi har sprunget den indledende fase over og direkte til den del af et bekendtskab, hvor man deler hvem man er. Vi ved, vi kommer til at bruge en masse timer sammen, så den normale tilbageholdenhed har været overflødig. Normalt når man lærer nogen at kende er det fordi man er ‘forelsket’ i den andens personlighed, det være sig gældende både for romantiske og venskabelige forhold. Men det vi er i gang med at opbygge er på helt andre præmisser - vi er nemlig ikke ‘forelskede’ i hinanden, men i dansen. Og for at vi kan få et forhold til dansen, må vi have et forhold til hinanden. Så vi har simpelthen besluttet at få et forhold til hinanden. Hele usikkerhedsdelen, der som regel er i starten af et bekendtskab; der hvor man lige skal se hinanden an og finde ud af hvor man har den anden, det har der ikke været noget af. Og det har været en ganske speciel oplevelse at beslutte sig for dette fremmede menneske skal have så meget at vide om mig som muligt. Det har været lærerigt at høre sig selv fortælle om alle de ting, man normalt ville lade tiden og timerne tilbragt sammen om at fortælle. Vi lægger helt åbent ud, hvem vi er og mødes i gensidig respekt for alt den anden står for. Vi skal ikke på samme måde som ved alle andre bekendtskaber tage stilling til hvorvidt vi kan lide det vi ser, for vi er ikke sammen med udgangspunkt i hinanden, men med udgangspunkt i dansen. Og det giver en hel unik situation, hvor man kommer tæt på et andet menneske uden at dømme og uden at blive dømt.

Det er ikke kun fordi vi skal bruge mange timer sammen, vi vil lære hinanden at kende - egentlig kan man jo bruge endeløse timer sammen uden rigtig at vide, hvem den anden er. Men man kan ikke danse sammen uden at kende hinanden - det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Fordi det skal være et partnerskab. Hvis ikke der er samspil, så er der ganske enkelt ikke nogen dans - eller så er det hvert fald ikke en dans, der er værd at se på og heller ikke en dans, der er værd at danse. Vores kroppe skal lære at kende hinanden for at smelte sammen på gulvet, men vi er også nødt til at have en sammenhørighed ud over det, hvis vi vil derhen, hvor det er rigtig sjovt at danse. Der skal være ‘noget’ imellem os, noget tillid, noget fortrolighed, noget respekt og noget - ja, noget noget. Det er muligt ens fødder kan lære trinene hver for sig, og det er også muligt det kan blive helt tilforladeligt at kigge på - men tilforladelige trin er bare ikke godt nok til at være dans. For at det skal være virkelig dans, skal der være et rum mellem de dansende, hvor ingen andre kan trænge ind - dansen skal være et udtryk, en følelse, en historie to mennesker skaber sammen. Det er ikke det fødderne gør, der udgør dansen, det er alt det der foregår mellem menneskene, der ejer fødderne. Det kræver naturligvis perfekte trin, hårdt arbejde og øvelse, øvelse, øvelse før man kan gøre sig håb om at gøre dansen til en magisk historie mellem 2 mennesker. Det kræver at man får et partnerskab og at det kan ses på gulvet. At man kan mødes på gulvet - som mand og kvinde - som 2 mennesker med hver sin bagage.

Det er mødet i dansen, der er det vigtige og det er det vi opbygger også udenfor gulvet, når vi lukker op og møder hinanden - uforbeholdent.

“Det var som om vi havde kendt hinanden i et tidligere liv. Som om vi passede sammen som puslespilsbrikker, når vi lå sammenslyngede i sengen. Som om vi var skabt til at passe sammen. Jeg vidste det efter ganske kort tid - helt inde dybt i brystet: denne mand ville jeg elske hele mit liv. Og jeg lovede ham aldrig at give slip. For ligegyldigt hvad der kunne ske, ville jeg elske ham og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg ville have ham hos mig for evigt - for det var der vi elskede hinanden. I evigheden.”

Yes sir - tankerne er mine. Eller dvs. de var mine. Det var noget i den retning der blandt andet fyldte mit hoved op dengang jeg forelskede mig i ham, der skulle vise sig at være alt andet end sund for mig. Jeg var ung og naiv - ja, så sandt, men ikke desto mindre kan jeg ikke sige mig fri for stadig at stræbe efter den slags kærlighed, på trods af følgerne af sidste møde med drømmen. For det er vel det vi alle leder efter, er det ikke? Den slags kærlighed, der gør sig hel, eventyragtig Frede og Mary kærlighed, kærligheden, der overvinder alt og giver livet mening. Er der nogen, der kan sige sig fri for at drømme om den? Jeg kan hvert fald ikke og har brugt uanede mængder af energi på at søge den og ikke mindst forkastet alverdens frøkys i forsøget.

Jeg har en eller anden idé om, at jeg ved det, når jeg render ind i den mand, der kan være manden for mig, at jeg bare kan mærke det helt inde i brystet. En af de der ting, man bare ved, fordi - fordi det gør man bare. De gange hvor jeg er blevet forelsket, har jeg straks været i gang med at drømme om fremtiden, haft rigtig travlt med at forestille mig alle de ting denne mand kunne blive for mig, være for mig. Og kunne jeg ikke straks se mig selv føde hans børn (for nu at trække linjerne liiidt skarpt op), jamen så var jeg da ikke forelsket! Den forestilling om kærligheden har spændt ben for mig et utal af gange (godt blandet op med andre spændende komplekser). Ofte har jeg villet alt for meget alt for hurtigt, eller også er jeg i det modsatte tilfælde gået fra mænd, som jeg egentlig holdt vældig meget af, men hvor der ikke var hjerneblæst forelskelse og englekor - og så kunne jeg da hvert fald ikke være forelsket i dem, nå! Det giver jo sig selv at en sådan indgangsvinkel til bekendtskaber ikke giver meget plads til nærvær - ikke giver meget plads til rent faktisk at lære manden at kende og opdage, om han er alt det, jeg tror, han er. Eller det, jeg ikke tror, han er. Jeg har været langt fremme i tiden hver eneste gang, været enormt forhippet på hvor alting skulle føre hen og derfor glemt at forholde mig til den egentlige situation og manden i stedet for drømmen.

For mit vedkommende stammer den forestilling om meant-to-be-kærlighed nok fra mine forældre. De fandt sammen, da de gik i realen og har været sammen mere eller mindre siden. Det er da sådan kærlighed skal være! Troede jeg, fordi sådan var det bare. Man skal finde den eneste ene, ham som man kan bruge hele livet sammen med og det skal helst være en rigtig lovestory, ellers er det jo ikke ægte kærlighed. Men hvad fuck stiller man så lige op med sig selv og sine lyserøde barbiedrømme, når man opdager sin teenageforelskelse, som det var meningen, man skulle “elske helt ind i evigheden”, som “skæbnen havde ført sig hen til” og som “gav livet mening”, viser sig at være skizofren og pishamrende usund for sit mentale helbred? For slet ikke at tale om, når de dersens lovebirds af et par forældre annoncerer, de skal skilles efter 23 års ægteskab, og man tager sig selv i at tænke: “Dét er sgu da det mest fornuftige I har gjort i fællesskab de sidste mange år”. Man bliver da ved med at drømme om Mr. Right, for det er jo sådan ægte kærlighed er! Eller hvad?

Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over, at jeg, så vidt jeg kan forstå, ikke er den eneste, der fiser rundt og leder efter ham der den “eneste ene” - ligegyldigt hvor meget vi gerne vil se os for realistiske til den forestilling, har langt de fleste vel et eller andet ønske om at finde ham eller hende der, man skal være sammen med for evigt? Hvor kommer den idé fra at man absolut skal være sammen til døden sig skiller for at det er lykkeligt? Super fedt, hvis man finder én man kan elske for altid - det må da være det mest fantastiske man kan forestille sig. Men det er som om det er et mål i sig selv at få kærligheden til at vare evigt.

Måske stammer det fra dengang man giftede sig som 18-årig og var tvunget til at slæbe rundt på hinanden på livstid. På den tid kan man forstå eventyrerne havde gode kår, for hvem håbede ikke på at man fandt én man kunne holde ud at se på hver eneste dag i 50-60 år uden at have lyst til at kvæle og/eller prikke deres øjne ud (som man godt kan have ældre ægtepar mistænkt for at lyste at dømme ud fra deres surlige og ætsende omgangstone). Så er det gennem generationerne blevet vendt om så vi selv vælger kærligheden, men håber inderligt på den skal være evigt. Men hallo, vi skriver 2009 - det er helt legitimt at blive skilt og vi behøver ikke engang blive gift fra starten af! Nu er jeg godt nok i en alder og situation hvor ægteskab ikke er voldsomt presserende, men ikke desto mindre kan jeg godt have en idé om at mange ægteskaber går i stykker netop fordi vi stadig har en romantisk forestilling om at de skal holde evigt og derfor skaber nogle helt forkerte krav og forestillinger om det. Vi lover gudhjælpme at elske hinanden til døden - some commitment, hva’?! Jeg taler bestemt ikke for en brug-og-smid-væk-mentalitet når det kommer til kærlighed, jeg tror bare det ville være sundt, hvis vi fandt et lidt mere realistisk billede frem af kærligheden. Var lidt mere til stede i den kærlighed der faktisk ER der.

Hvordan skal man på nogen måde kunne lære nogen at kende hvis man evig og altid har travlt med at finde ud af, om nu de er det, man tror, de er eller om de kan være det, man ønsker, de skal være. Og hvordan kan man blive ved med at elske dem, hvis man har travlt med at elske dem derinde i fremtiden? Man går glip af de små magiske øjeblikke, hvor man opdager hinanden. Både i de første møder, men også i de møder, der burde være mellem elskende hele tiden, ligegyldigt hvor længe de har været sammen. Måske kan disse møder sammenlignes lidt med at pakke en gave op juleaften - for mennesker er jo lidt som gaver, man kan pakke op (hvis de giver lov). Men man bliver da ikke glad for et par strikkede grydelapper, hvis nu man KUN havde ønsket sig en grillhandske. Så opdager man slet ikke at farven på grydelapperne passer perfekt til forklædet man har i forvejen, at de opfylder samme behov og tilmed også kan bruges som bordskånere. Og ja, der fik jeg så lige sammenlignet kærligheden med noget så kedeligt som grydelapper! Men kan I ikke se det? Det er jo fuldstændig det samme princip Så flere grydelapper under juletræet, må blive dette indlægs pointe! Flere grydelapper, flere møder. Mere ægte kærlighed, som jeg (måske paradoksalt nok lidt lyserødt?) tror kun opstår i møderne mellem mennesker, hvor vi er nærværende og i stand til at opleve hinanden uden at have en livslang agenda om evigheden.

Jeg er pishamrende bange for at elske. There you go - I said it out loud. Ikke sådan genert og “jeg-håber-ikke-han-synes-jeg-er-tåbelig-når-jeg-snakker-derudaf-fordi-jeg-er-nervøs”. Næh, næh alt det der har jeg styr på. Men kærligheden - det der med at elske. Av, av, av. Så snart noget sådant dukker op stikker jeg halen mellem benene så hurtigt, man næsten skulle tro jeg var en følelsesforskrækket mand. Vil man skræmme mig væk skal man bare sige noget i retning af “jeg er ved at blive forelsket i dig”, så skal I se skosåler. For bare tanken, den rene tanke om at jeg skulle komme til at holde af nogen, giver jeg koldsved. Og det uden at overdrive spor.

Med fare for at lyde ualmindeligt storsnudet, så har jeg ikke haft problemer med at finde mænd de sidste par år, som blev forelsket i mig. Den ene mand efter den anden erklærede sin kærlighed og inden de kunne nå at sige “fast forhold” var jeg over alle bjerge. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald følelsesmæssigt. Så snart en mand erklærer sin kærlighed eller såmen bare en uforbeholden interesse går jeg helt i sort. Tænk at de kan være så uintelligente, fortabte og næsten helt pinlige at forelske sig i mig. Pfff! De kender mig jo ikke engang - hvis de vidste al den bagage jeg slæber rundt på og havde bare en smule respekt for sig selv, så ville de da overhovedet ikke blive forelskede i mig. Så konklusionen må uundgåeligt blive, at hvis de forelsker sig i mig, er de ikke værd at forelske sig i.

Men hvorfor ér det lige de ikke får lov at bevise de kan være noget af alt det jeg uden tøven gør dem ukvalificerede til? Det er da fordi jeg er den største kylling, der kan gå på to ben. Jeg tør ikke åbne mig og vise alle de ting frem indeni. Jeg tør da ikke risikere de forlader mig. Jeg tør da overhovedet ikke stå overfor al den smerte én gang til. Nu har jeg så gjort det alligevel. Lukket nogen ind efter først at være løbet min vej og have udkæmpet en kamp af dimensioner med mig selv. Og hvad finder jeg så ud af, nu jeg endelig åbner op? At jeg er så hundeangst for at komme til at elske at jeg kan sidde og græde paniktårer bare ved tanken. For hvis jeg kommer til at elske - hvis jeg virkelig kommer til at elske ham her. Så åbner jeg for muligheden for igen at sidde tilbage og elske en forfærdentlig masse uden at det er gengældt. Så kan jeg igen række ud og række ud og kun gribe i den fri luft. Jeg orker da ikke at skulle igennem alt det igen. Jeg orker da ikke at have så ondt indeni, nogensinde igen. Og det er så pisse banalt, at det gør ondt. Så skide trivielt og hørt en MILLIARD gange før. Brændt barn skyr ilden. Ja, det’ fint! Hold nu OP med at tude og kom ind i kampen igen, bliver der sagt.

Jeg har været utro. Midt i et anfald af gamle modbydelige komplekser var jeg utro, og nu står jeg så overfor at skulle håndtere konsekvenserne af den handling, som muligvis kan ‘bortforklares’ af diverse traumatiske oplevelser i fortiden, men stadig aldrig kan blive til andet end det er: utroskab. Teknisk set var jeg ikke “rigtig” utro, fordi jeg i et andet anfald af komplekser var løbet min vej af ren og skær kærlighedsangst - så vi var ikke kærester på det tidspunkt. Men heller ikke dét ændrer på kendsgerningen, at jeg var hans kærlighed utro. Jeg påstod jeg også holdt af ham, og det var dét jeg var utro.

De sidste dage har været en lang kamp med den altoverskyggende angst for at jeg nu igen har ødelagt tingene for mig selv med snubletråde af angst, afmagt, smerte og deraf afledte hovedløse handlinger. Angsten for, at jeg igen kommer til at stå alene tilbage og skulle overbevise mig selv om, at jeg ER værd at elske - på trods af at ingen mænd har formået det endnu. (Hvilket selvfølgelig ikke er hele sandheden, men prøv I at fortælle det til mine twistede komplekser). Jeg fandt igen mig selv i en situation, hvor jeg havde fremkaldt det samme smertefulde mønster som altid - en situation, hvor jeg gør mig selv svær at elske. Meget mere kunne siges om de mange finurlige krumspring, jeg har lavet i tidens løb, og hvorfor jeg har gjort det, men det er egentlig ikke vigtigt i denne kontekst. Det vigtige er, at jeg de sidste dage har haft udgangspunkt i mig selv - i min egen smerte og angst.

Men det her handler jo slet ikke om mig. Jeg har været (og er stadig) virkelig bange for, at min udskejelse koster mig noget, jeg gerne vil have: nemlig hans kærlighed. Men det er ikke mit tab, der er det største. Jeg var stodder nok til at gøre som jeg gjorde, så må jeg også have nosser nok til at bære smerten. Nej, det er hans smerte, jeg pludselig har opdaget gør ondt indeni. Visheden om, hvad jeg har pådraget ham, der får mig til at skamme mig over mig selv. Det er al den kærlighed til mig han har mistet, kærligheden jeg har frarøvet ham. Og pludselig håber jeg ikke på tilgivelse, fordi det vil gøre min egen smerte nemmere, gøre det nemmere for mig selv at bære hvad jeg har gjort - nej, jeg håber inderligt på, at han tilgiver mig, fordi tilgivelse er helende for den sårede. Jeg kan klare og håndtere min egen smerte, den er selvforskyldt. Men hans smerte - den jeg har pådraget ham - den har han på ingen måde gjort sig fortjent til. Det eneste han gjorde var at holde af mig. Så det er vel først nu jeg kan give en rigtig undskyldning for, hvad jeg gjorde. Angre det af de rigtige grunde. For det er først nu jeg opdager, at det ikke er på grund af min egen smerte, jeg er ked af det, men på grund af hans. Det er en lille smule skræmmende at opdage, hvor selvcentreret jeg kan blive af de der satans følelsesforsnævringer jeg har udviklet. Hvordan alting kan komme til at dreje sig om hvor jeg har ondt og hvor ondt jeg har det. Men samtidig kan jeg så også glæde mig over at jeg trods alt - nu - kan sætte mig ud over mig selv og faktisk holde af. Holde rigtigt af. Ikke med dagsordenen om selv at blive holdt af, men bare holde af fordi det nu engang er det jeg gør. Så kan jeg bare håbe på han stadig kan holde af mig, mine mange idiotiske valg på trods.

Min mor og min far har lært mig at man kommer længst ved at være eftergivende. Min mor lærte mig det ved at praktisere det - ved altid at være blød og svajende og sjældent sætte foden hårdt i jorden. Min mor satte aldrig hårdt mod hårdt, men brugte kvindelist i form af at kalde enten skyldfølelse eller kærlighed frem i min far. Min far lærte mig det ved at være urokkelig som en klippe. Ville jeg have noget fra ham - en undskyldning, opmærksomhed eller noget sådant, så måtte jeg være eftergivende; jeg måtte komme ham i møde og være den, der formede sig efter ham. Og det har jeg taget med mig.

Det er så godt som aldrig (hvis nogensinde), jeg lader andre mennesker forme sig efter mig, hvis jeg virkelig er interesseret i relationen. Jeg kan simpelthen ikke tro på at modparten skulle komme mig i møde. Hvis ikke jeg sørger for at få konflikten løst, hvis ikke jeg sørger for at jeg kan elskes - så sker det ganske enkelt ikke. Det har jeg troet på siden jeg var barn og det sidder stadig i mig. Og det er bestemt ikke altid lige hensigtsmæssigt at tro på man er eneansvarlig for at få en bekendtskab til at fungere. For det ender næsten altid med at jeg må gå på kompromis med mig selv for at være ih og åh så forstående. Selv om jeg egentlig ikke mener det er mig, der bør sige undskyld, så er det altid en god måde at begynde, hvis man selv vil have en. Så det er det jeg har gjort. Jeg har sagt undskyld og undskyld og undskyld, for alt muligt, som jeg måske ikke engang burde sige undskyld for. Og hver eneste gang har jeg følt mig en lille smule svigtet. Følt mig en lille smule mere alene. Hver eneste gang jeg har følt og tænkt noget, men gjort noget andet, fordi jeg troede det var den eneste vej til kærlighed, er jeg blevet en lille smule mere vred. En lille smule mere indebrændt.

Og pludselig så dur det guhjælpme ikke mere! Pludselig vælder al den gamle hengemte smerte og vrede frem og kan ikke overhøres længere. Og så føler jeg mig som en glat budding, der aldrig har turdet sætte hårdt mod hårdt, fordi jeg blev lært at dét opnår man intet ved. Andet end selvrespekt. Og der er måske lidt lavvande på den konto, så det kunne være man skulle prøve at finde ind i den dersens vrede og give et klart nej. Bare engang imellem.